FAQ
Få hurtige svar på spørgsmål omhandlende valg af rette udgave, modtagelse af produktet, pris, tidsforbrug mm.
Hvilken udgave skal jeg vælge?
Nedenfor beskrives lidt forskellige konstellationer, så vurder hvilken der passer bedst til din familie.
Jeg har flere børn og min ældste er 5 år:
Du skal vælge 1. udgave.
Jeg har 1 barn, som er 6 år eller ældre:
Du skal vælge 2. udgave.
Min ældste er 6 år (eller ældre), men mine andre børn er yngre:
Du skal vælge 2. udgave. Yngre børn kan sagtens være med i 2. udgave, valget er udelukkende for, at det er sjovere for det ældre barn, at der er flere kreative elementer og mere interaktivt.
Mit barn er 3 år eller under, men jeg vil så gerne i gang:
Min erfaring er, at børn på 3 eller under ikke har stor glæde af nissebreve, men synes at nissens besøg er hyggeligt. Min bedste anbefaling er enten at vente til, barnet er 4 år (du skal nok få lov at være Julenissehjælper i årevis) eller købe 1. udgave og lade være med at bruge brevene. Du kan stadig bruge listen med nisseløjer, og så ville jeg lave det nogle dage i løbet af december. Dermed vil der næste år være kæmpe gensynsglæde for barnet, og brevene vil få barnet til at se samme nisseløjer på en ny måde, fordi nissebrevene forklarer, hvad der er sket.
Mine børn er “en del ældre” fx 10 år, tror stadig på nissen, men vil dette være sjovt for dem?
Det unikke ved mine nissebreve er, at du kan redigere dem selv. Dermed vil nissen kunne kommentere på helt specifikke ting, som børnene laver, interesserer sig for og lignende. Jeg har fået en tilbagemelding fra en mor med bl.a. en 11 årig dreng, som skrev, at han egentlig var stoppet med at tro på nissen, men da de skiftede til dette koncept, var han tilbage i troen.
Skal udgaverne købes i en bestemt rækkefølge?
Som udgangspunkt bør man følge udgaverne fra 1. udgave, dernæst 2. udgave, så 3. udgave osv..
Starter man med 2. udgave, fordi man begynder at bruge konceptet efter at den ældste er fyldt 6 år, vil der være: 2. udgave – 3. udgave – 4. udgave og så fremdeles.
Når det så er sagt, er det ikke som sådan én sammenhængende historie, der forsætter år for år. Der vil blot forekomme fx nisser eller begivenheder, som bliver introduceret mere uddybet i én udgave, og som man vender tilbage til uden introduktion i efterfølgende udgaver.
Kan man springe dage over?
Man kan sagtens springe dage over. Dette kan være nødvendigt, hvis barnet bor skiftevis hos to forældre, hvor den ene ikke ønsker at være Julenissehjælper. Eller hvis barnet skal overnatte ude i løbet af december. Da historien ikke er én sammenhængende, men en lille historie dagligt som er associeret til det, den har lavet af nisseløjer, er det derfor ikke et problem at springe en eller flere dage over.
Er det dyrt at have nissen på besøg?
Opstart:
Ved nissens første besøg, kan der være nogle “større” udgifter fx ved køb af nissedør. Denne kan dog sagtens laves selv af ting fra naturen, på en perleplade, eller hvad man ellers er til. Tilbehør såsom stige, postkasse, ski, kælk mm.. kan oftest købes i en samlet pakke med flere ting eller alternativt laves selv. Kælk kan printes og klippes ud fra mine kreative elementer, hvis det ønskes, og ski kan laves af ispinde.
Selve nisseløjerne:
Jeg går meget op i, at det, der bruges til nisseløjerne, oftest er ting, du allerede har i hjemmet som fx mel, vand, toiletpapir, puder, papir, farver, en pose osv.. Desuden går jeg personligt op i genbrug, hvorfor jeg ikke køber eller bruger noget, som ikke kan genbruges efterfølgende, eller som belaster miljøet.
Skal/kan man give kalender/adventsgaver ved siden af?
Brevene lægger ikke op til at børnene får deciderede gaver.
I 1. udgave er der 3-4 små ting, som børnene får som fx tak for at rydde op, i findeløn for at finde nissehue og sådan, men her kan der lige så godt være tale om en figenstang, en lille chokoladejulemand, et hårspænde eller andre småting.
De efterfølgende udgaver lægger endnu mindre op til, at børnene får “gaver”, og lægges der op til, at “børnene får noget”, skriver jeg altid idéer til alternativer.
Ønsker du selv at give gaver fra nissen, eller er der fx bedsteforældre, der laver pakkekalender?
I og med at du selv kan skrive i brevene, kan du sagtens flette gaver ind i teksten og lade nissen rose eller forkæle barnet/børnene. Ønsker bedsteforældrene at give gaverne, kan nissen også sagtens kommentere på, hvor sødt det er, at de har lavet en pakkekalender/adventskalender eller lignende.
Får jeg et fysisk produkt tilsendt?
Nej du modtager ikke et fysisk produkt. Når du køber produktet, modtager du 3 PDF’er. Dokumentet “Kære Julenissehjælper” indeholder quickguide til, hvordan du lettest personliggøre brevene og bruger Canva generelt, samt videre links til fx nissebrevene, kreative elementer, brev fra Julemanden mm.. De to andre PDF-dokumenter er hhv. “Liste over nisseløjer” og “Det skal du bruge når nissen flytter ind” – altså en indkøbsliste.
SKAL jeg bruge en computer?
Det er min oplevelse, at det helt klart er nemmest at sidde og læse og tilrette brevene på en computer, men der findes også en (gratis) Canva app til telefonen, hvori du kan gøre det.
Hvad hvis jeg ikke har nogen printer?
Jeg anbefaler, at man sætter sig med sin kalender, når man læser brevene igennem og propper traditioner/aftaler ind i brevene, så nissen fx ved, hvornår børnene går på juleferie, skal til årets familiejulefrokost mm.. Det vil sige, at du bør kunne være klar til at printe det hele inden december starter. Jeg har ikke selv nogen printer, men har printet i en print-butik eller på mit arbejde.
Det smarte ved Canva er også, at du kan logge på din bruger via www.canva.com og åbne, redigere og printe dem hvor som helst. Det ligger altså alt sammen online og bruger ikke plads på din computer/telefon.
Hvor lang tid tager det, at rette nissebrevene igennem?
I et tidligere spørgeskema jeg sendte ud, svarede ca. 50% at det tog 1 til 2 timer. Canva har siden opdateret med funktioner, som gør at man kan søge og erstatte ord, hvilket gør, at du med få klik kan indsætte dit/dine børns navne dér, hvor de nævnes.
Hvor tidligt kan jeg begynde at forberede mig?
Hver udgave indeholder nogle kreative elementer, som hører med til nisseløjerne. I 1. udgave er der ikke ret mange, men fra 2. udgave af kommer der flere. Disse kan være ting, der skal klippes og klistres mm. og kan forberedes når som helst og bare ligge klar til brug.
Er I en familie, som har mange faste juletraditioner, kan disse også kommenteres på hurtigt. Vuggestuer/børnehaver/skoler har som regel også sådan noget som julearrangementer og juleferiedatoer liggende på deres hjemmeside.
Hvad handler sådan et nissebrev om?
Brevene er oftest bygget op sådan, at der siges godmorgen til barnet/børnene og så kommenterer nissen på det børnene lavede dagen før. Nissen kommenterer derefter på det, den har lavet af nisseløjer i løbet af natten i hjemmet og associerer dette til noget, den har hørt, oplevet eller lært i nissens verden. Et eksempel kan være, at nissen har tabt sin nissehue, som børnene skal hjælpe med at finde. Den oplevelse/nisseløje bringer nissen til at fortælle børnene om Verdensmesterskaberne i Nissegemme, som foregår over landegrænser. Endeligt ønskes børnene god dag og sommetider med en sød lille reminder om fx at give en en high five eller være sød mod andre, hvis det passer til emnet i brevet.
Hvordan adskiller denne udgave af nissebreve sig fra de andre slags, man kan købe?
Min udgave af nissebreve er ganske særlig, fordi nissen skriver til netop dit barn/dine børn helt personligt! Med adgang til nissebreve mm. gennem onlineprogrammet Canva, kan og SKAL du rette brevene let til, så de passer til netop dit barns/dine børns hverdag, ordforråd, humor, og det de allerede ved om Jeres nisse.
Kontakt mig endelig, hvis du forsat har spørgsmål, som ikke besvares ovenfor. Kontakt kan tages via instagram på @nissenflytterind, Facebook på Magical Universe – Emilies nissebreve mm. eller pr. mail.